Kommuner og regioner er ikke en stakeholder på samme måde som en kunde eller investor. En rådmand har en portefølje, et byråd der kontrollerer, og en horisont der brydes af valg. Et regionsrådsmedlem arbejder med en koalitionsaftale der læses ordret. Den der går i dialog med disse parter uden at tage højde for det, får svar der ikke stemmer med det spørgsmål, der blev stillet. Det er sjældent modvilje. Det er en anden slags logik.
Bag ønsket om at "gå i dialog" med en kommune eller region ligger der ofte et mere specifikt spørgsmål. Ser kommunen Deres organisation som en partner i en opgave, eller som en part der skal levere noget, kommunen er ansvarlig for? Er der administrativ opbakning, politisk opbakning, eller begge dele? Ligger Deres emne på den politisk ansvarliges dagsorden, eller skal det først derhen? Disse spørgsmål er ikke udskiftelige. En organisation der står godt administrativt, men er ukendt politisk, har brug for en anden dialog end en organisation der er kendt politisk, men møder modstand administrativt.
Hos kommercielle stakeholdere er en tilsagn ofte et tilsagn. Hos kommuner og regioner er et tilsagn en position i et forløb med andre aktører: en kommunalbestyrelse der skal godkende, et byråd der kan ændre, en forvaltning der udfører det, der er politisk besluttet, og ikke altid mere. En medarbejder der lyder velvillig, kan politisk mangle handlerum. En politiker der udtrykker en intention, kan i praksis ikke holdes fast på den uden at det opfattes som politisk uklogt. Den der fører denne dialog som en dialog med en leverandør eller en finansieringspartner, forventer en klarhed som den politisk-administrative praksis ikke altid tilbyder.
Dette er en af grundene til, at dialogen med finansieringspartnere kræver en anden opbygning end dialogen med en offentlig myndighed: hos en finansieringspartner er vurderingsgrundlaget ofte gjort explicit, hos en kommune ligger det spredt over koalitionsaftale, administrativ rådgivning og øjeblikkets politiske følsomhed.
En struktureret dialog begynder med en sondring mellem, hvad De spørger en medarbejder om, og hvad De spørger en politiker om. Forvaltningen kan De spørge om processen: hvilke sager er i gang, hvilken afdeling er ansvarlig, hvad er den gængse vej for et emne som Deres. Politikeren spørger De om position: hvordan passer Deres emne ind i porteføljen, er der en politisk risiko forbundet med støtte eller afvisning, og inden for hvilken tidsramme kan der overhovedet siges noget.
Rækkefølgen af spørgsmål er her lige så vigtig som spørgsmålene selv. En organisation der først går til den politiske part uden administrativt forarbejde, risikerer at politikeren beder om administrativ rådgivning, som endnu ikke findes, og at sagen går i stå. En organisation der kun bliver hængende administrativt, får præcision uden politisk vægt. Begge veje er nødvendige, i en rækkefølge der passer til emnet.
Der er en forskel mellem en kommune, der kender Deres organisation, og en kommune, der støtter Deres organisation. Kendthed opstår gennem gentagen kontakt, tilstedeværelse i møder, deltagelse i forløb. Støtte opstår gennem en explicit afvejning, hvor en politiker sætter noget på spil. Mange organisationer forveksler det første med det andet, og bliver overraskede, når en kommune, der altid har virket velvillig, ved en konkret beslutning alligevel viser sig tilbageholdende. Det er ikke inkonsistens. Det er forskellen mellem en god relation og en politisk risiko, som en politiker vil eller ikke vil tage.
Denne sondring mellem billede og virkelighed er netop det, hvorfor Deres billede afviger fra Deres stakeholderes handler om: det interne billede af en relation og den eksterne realitet af en position falder hos offentlige myndigheder oftere ud af trit end hos andre stakeholdergrupper, netop fordi velvilje og støtte så let forveksles.
Sårbarheden ligger ikke i, at støtten udebliver, men i, at den trækkes tilbage. En kommune, der udtrykker en intention i et møde og senere ikke kan indfri den intention, fordi den politiske vind har vendt, skader tilliden mere end en kommune, der fra starten var tilbageholdende. For organisationer der arbejder med offentlige myndigheder er det derfor mere hensigtsmæssigt at følge små, verificerede tilsagn end at bygge på stemningen i en samtale. Hvad en rådmand siger i et uformelt møde, er ikke det, en kommunalbestyrelse beslutter, og det er igen ikke det, et byråd endeligt fastlægger.
Dette politisk-administrative lag adskiller sig fra dialoger med tilsynsmyndigheder, hvor beføjelser formelt er fastlagt, og fra dialoger med interesseorganisationer, hvor bagland som regel er mere afgørende end den politiske aktualitet.
En struktur til at få skarpt skelnet mellem administrativ kendthed og politisk støtte, og til at følge tilsagn fra kommuner og regioner, indtil de er indfriet eller trukket tilbage, er en del af det, vi bygger. Værktøjet er endnu ikke tilgængeligt. Den der vil bruge det, så snart det er tilfældet, kan tilmelde sig ventelisten.
Den der først vil vide, hvor meget tid der internt i organisationen går til denne form for politisk-administrativ koordinering, rapportering og opfølgning, finder til det et andet redskab: arbejdsscanningen fra FTE TO AI beregner for hver opgave, hvilken del af arbejdet der kan overtages af AI, og synliggør dermed, hvor meget kapacitet der er tilbage til dialogen selv.
Vraag maar. Het interessantste antwoord komt meestal van wie u nog niet heeft gesproken.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.