En samtale med medier begynder som regel på det forkerte tidspunkt: når der allerede er sket noget. Så handler det om, hvad der er blevet sagt, ikke om hvad der bliver tænkt. Denne side handler om det sidste, og om hvordan De struktureret finder det ud, før telefonen ringer.
Journalister og redaktioner danner sig et billede af Deres organisation, som står uafhængigt af Deres egen kommunikation. Det billede er opbygget af tidligere kontakter, af hvad kolleger siger om Dem, af hvad der står i sagsmappen. De vil vide, hvad det billede er, ikke for at styre det, men for at se hvor det afviger fra, hvad De selv tror, De udstråler. Det er en anden samtale end at bede om en reaktion på en artikel. Det er en samtale om genkendelighed, om konsistens, og om hvad en redaktion husker fra tidligere interaktioner med Deres organisation.
Tre spørgsmål er genkendelige i den forbindelse. Finder journalisten Deres organisation tilgængelig, når der er noget at meddele, eller kun når det er dårlige nyheder. Bliver det, der tidligere er blevet lovet, holdt, eller skal det forklares på ny hver gang. Og er der forskel mellem, hvad talspersonen siger, og hvad der sker i praksis. Det sidste punkt er, hvor det ofte går skævt, og det er netop hvorfor commitment-trackeren, der følger små tilsagn er relevant for denne samtale: en journalist husker et brudt løfte længere end en tabt investering.
De fleste organisationer tror, at medier bedømmer dem på store beslutninger: en omstrukturering, en bøde, en skandale. I samtaler med redaktioner viser det sig ofte at være noget andet. Det handler om gentagelse af lille adfærd. En deadline, der strukturelt ikke bliver holdt ved anmodninger om reaktion. En talsperson, der hele tiden skifter. Et tilsagn om en opfølgende samtale, der ikke bliver indfriet. Den slags ting opbygger et billede, der er svært at bryde med ét godt interview.
Dette er også hvorfor en struktureret samtale med medier ikke står alene. Det billede, en journalist har, er ofte en afspejling af, hvordan Deres organisation omgår andre grupper: hvordan De kommunikerer med nærboende ved en tilladelsesproces eller sag, hvordan medarbejdere internt taler om organisationen, før det lækker eksternt, og hvordan kunder reagerer på en fejltrin, før det når medierne. En redaktion hører alt det via andre kanaler. Hvis De kun isolerer mediesamtalen, mister De kilden til det billede, De forsøger at forstå.
En struktureret samtale med medier begynder ikke med et interview, men med en udspørgning, der står separat fra nyhedscyklussen. Spørg ikke til den seneste sag, men til mønstret: hvordan forløber kontakt normalt, hvad huskes fra tidligere interaktioner, og hvor sidder uoverensstemmelsen mellem det, Deres organisation kommunikerer, og det, en redaktion registrerer. Det er en anden samtale end at bede om en reaktion, og den giver andet materiale.
Resultatet af den udspørgning er aldrig en dom over, hvad en journalist "mener" om Deres organisation. Vi måler forskellen mellem det interne billede hos Deres ledelse og det, der bliver sagt eksternt; hvad en stakeholder faktisk mener, ved vi ikke, før vedkommende selv udtaler det. Denne forskel, mellem internt selvbillede og eksternt signal, er netop det, Trust Baseline er bygget på: en intern udspørgning sammen med en ekstern, med forskellen som første resultat.
Dette er ikke medietræning og ingen rådgivningssamtale om, hvordan De håndterer et interview. Der er ingen her, der fortæller Dem, hvad De skal sige til en journalist. Det er et redskab, der hjælper med at stille det rette spørgsmål til den rette gruppe, på det rette tidspunkt, så De ikke bliver overrasket af et billede, der eksisterede længe før, det landede i en artikel. Den, der vil forstå, hvordan et sådant signal opbygges løbende uden at spørge aktivt hver gang, kan læse videre om [hvordan tillid aflæses uden at spørge direkte hos dem, der allerede er positive](/hoe-meet-u-vertrouwen-zonder-het-te-vragen-aan-wie-al-positi ).
Medier er en af flere stakeholdergrupper, hvis billede kan afvige fra, hvad Deres organisation selv tror, den udstråler. Den samme struktur, der er beskrevet her, gælder for samtalen med leverandører, hvor spørgsmålet ofte handler om betalingsadfærd og overholdelse af aftaler på operationelt niveau, som beskrevet under hvad De vil vide fra leverandører om overholdelse af aftaler, og for samtalen med kunder, hvor genkendelighed og konsistens får en lidt anden udformning, som beskrevet under hvad De vil vide fra kunder om deres oplevelse med Deres organisation. Metoden skifter fra gruppe til gruppe, princippet gør ikke: spørg til mønstret, ikke til den enkelte sag.
Trust Baseline, inklusive udspørgningen målrettet medier og den tilhørende commitment-tracker, er endnu ikke tilgængelig som et færdigt produkt. Den, der vil arbejde med dette, når det er klar, kan tilmelde sig ventelisten. Der bliver ikke solgt noget her, som endnu ikke findes, og der loves ikke noget om, hvornår det er klar.
En struktureret samtale med medier kræver tid: udarbejdelse af udspørgningen, behandling af signaler, opfølgning på hvad der er lovet og hvad der er indfriet. En del af den proces er repetitiv og kan understøttes af AI, mens en anden del netop afhænger af kontekst og vurderingsevne, der ikke kan automatiseres. Den, der vil vide, hvilken del af det arbejde der faktisk kan overtages, kan få det beregnet med arbejdsscanningen fra FTE TO AI, som pr. opgave fastlægger, hvad der er egnet til overdragelse, og hvad der ikke er.
Vraag maar. Het interessantste antwoord komt meestal van wie u nog niet heeft gesproken.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.