En brancheforening er ikke en interessent som en kunde eller en nabo. Den repræsenterer et kollektiv, men det kollektiv taler sjældent med én stemme. Foreningens bestyrelse har en position, sekretariatet har en anden agenda, og de medlemmer, der sidder direkte ved bordet med Dem, har igen egne interesser, der ikke altid falder sammen med den officielle linje. Den, der vil føre en struktureret samtale, skal først have klarhed over, hvem han egentlig taler med.
Mange organisationer behandler brancheforeningen som en forlængelse af sig selv: en kanal til at dele standpunkter og skabe en fælles front over for politik eller medier. Det fungerer, så længe interesserne løber synkront. Så snart det ikke længere er tilfældet, viser det sig ofte, at ledelsen havde et billede af relationen, som ikke stemmer overens med det, foreningen selv oplever. Den forskel ligger sjældent i store konflikter. Den ligger i de små ting: et tilsagn, der ikke er blevet fulgt op på, en invitation, der er blevet afslået, en sag hvor Deres organisation har bedt om mere, end den har givet. En sådan forskel afdækker De ikke ved at antage, at den ikke findes, men ved at undersøge den. Det berører et bredere spørgsmål, som uddybes på denne side: hvorfor ledelsens billede strukturelt afviger fra billedet hos de mennesker, den gør forretning med.
En struktureret samtale begynder med et begrænset antal spørgsmål, som De stiller genkommende, ikke med en fri udveksling af standpunkter. Relevante spørgsmål omfatter blandt andet: opfatter foreningen Deres organisation som en part, der bidrager til at tænke på sektorbrede spørgsmål, eller som en part, der primært fremmer sin egen agenda. Lever Deres organisation op til sine tilsagn i forbindelse med fælles initiativer, og hvis ikke, bliver det bemærket. Er der forskel på, hvordan foreningens bestyrelse taler om Dem, og hvordan de enkelte medlemsvirksomheder gør det. Bliver Deres organisation inviteret til de samtaler, der reelt betyder noget, eller holdes den på afstand, så snart det bliver følsomt.
Disse spørgsmål ligner de spørgsmål, De også stiller til andre interessenter, men konteksten er anderledes. En medarbejder eller en kunde har en individuel relation til Deres organisation; en brancheforening har en politisk relation, hvor repræsentation og magtforhold inden for sektoren spiller en rolle. Den, der vil vide mere om dette for andre grupper, finder anknytningspunkter i, hvordan De fastlægger hvad De vil vide fra medarbejdere og i fremgangsmåden for hvad De vil vide fra kunder. Logikken i udspørgningen er sammenlignelig; indholdet af spørgsmålene er det ikke.
Brancheforeninger er forsigtige med kritik af individuelle medlemmer, især store medlemmer, hvis kontingent eller autoritet har betydning for foreningen selv. Det betyder, at den samtale, De fører, ofte forløber mere høfligt, end virkeligheden berettiger til. Signaler kommer indirekte: via en bemærkning i gangene, via en medlemsvirksomhed, der taler frit, via udeblivelsen af en invitation. Den, der kun lægger mærke til, hvad der siges i den formelle drøftelse, går glip af en stor del af billedet.
Dette er en af grundene til, at det lille tilsagn vejer tungere end den store investering. En organisation, der finansierer en sektorfond, men ikke overholder en simpel aftale om fælles kommunikation, taber mere kredit, end den vinder med fonden. Brancheforeninger husker den slags ting, netop fordi de skal håndtere så mange parter på samme tid. Et tilsagn, der ikke bliver indfriet, er for dem et konkret, videreformidlelsesbart faktum. En investering er mere abstrakt og bliver hurtigere glemt.
Dette mønster er ikke unikt for brancheforeninger. Det gør sig også gældende i kontakten med medierne, hvor en tilsvarende form for uoverensstemmelse opstår mellem det, en organisation tror, den kommunikerer, og det, der faktisk kommer igennem. Hvad der mangler i begge tilfælde, er en fast måde at følge tilsagn på: hvem har lovet hvad, til hvem, og er det blevet indfriet. Uden den registrering forbliver det ved en vag følelse af, at relationen er 'god' eller 'besværlig', uden at det er klart hvorfor.
En struktureret udspørgning hos en brancheforening fortæller Dem ikke, hvad sektoren egentlig mener om Deres organisation. Den fortæller Dem, hvordan forskellen forholder sig til det, Deres egen ledelse antager, og den registrerer, hvilke tilsagn der er givet, og om de er blevet indfriet. Hvad en interessent egentlig mener, ved De først, når han selv siger det, ikke før. Det gælder for en brancheforening lige så vel som for de grupper, der behandles på siderne om naboer eller om at måle tillid uden at spørge dem, der allerede er positive. Resultatet af den type udspørgning er et bedre struktureret billede af forskellen, ikke en udtalelse om, hvad der er korrekt.
Denne fremgangsmåde er tiltænkt organisationer, hvor samtalen med brancheforeninger føres på bestyrelsesniveau, og hvor resultatet af den tæller ind i organisationens samlede omdømme. Trust Baseline, inklusive commitment-trackeren, der følger tilsagn til parter som brancheforeninger, er stadig under opbygning. Den, der er interesseret i dette, kan tilmelde sig ventelisten; der udbydes på nuværende tidspunkt intet, som allerede er klar til brug.
Meget af arbejdet omkring denne form for udspørgning, fra udarbejdelse af spørgelister til vedligeholdelse af en tracker med tilsagn, består af opgaver, der kan gentages. Den, der vil vide, hvilken del heraf der kan overtages af AI, og hvilken del der forbliver menneskeligt arbejde, kan få det beregnet med arbejdsscanningen fra FTE TO AI, som kortlægger pr. opgave, hvor automatisering griber ind, og hvor den ikke gør.
Vraag maar. Het interessantste antwoord komt meestal van wie u nog niet heeft gesproken.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.