Kennisbank

Hvordan genkender man noget, man ikke kan se

En blind vinkel er ikke et spørgsmål om utilstrækkelig opmærksomhed. Det er et strukturelt kendetegn ved den position, man befinder sig i. Den, der står i spidsen for en organisation, får information via mennesker, der ved, at de taler til den person. Det ændrer det, der bliver sagt, lang tid før der bliver påstået noget forkert. Ingen lyver. Men der bliver filtreret, dæmpet, farvet i den retning, der synes håndterbar. Resultatet er et billede, der stemmer internt og alligevel afviger fra det, der bliver sagt eller mærket udenfor.

Spørgsmålet "hvordan genkender man en blind vinkel" har derfor ikke et introspektivt svar. Man genkender den ikke ved at tænke dybere. Man genkender den ved at måle, hvor det, man tænker, og det, der bliver sagt, afviger fra hinanden, og netop den forskel er det, dette redskab er bygget til.

Hvorfor selvrefleksion ikke virker her

Refleksen ved en fornemmelse af en blind vinkel er: at tænke over det en gang til, gennemgå antagelserne igen, måske spørge en kollega, hvad han mener. Det virker ved en fejl. Det virker ikke ved en blind vinkel, for definitionen af en blind vinkel er, at informationen til at korrigere den ikke ligger i tænkningen selv. Den ligger hos andre, og de andre er ikke automatisk dem, der sidder ved bordet dagligt.

Hvorfor følelse ikke er en måling forklarer, hvorfor en stærk intern følelse af overensstemmelse ikke siger noget om, hvorvidt det billede deles udenfor. En organisation kan være fuldstændig internt aligneret, med en fælles historie og en fælles overbevisning, og alligevel have en stor forskel til det, stakeholderne siger. De to ting bevæger sig ikke nødvendigvis sammen.

Hvad vi fastslår, og hvad vi ikke fastslår

Trust Baseline består af en intern afspørgning sammen med en ekstern stakeholder-afspørgning. Forskellen mellem de to billeder er det første resultat. Den forskel er målelig: hvor ledelsen tror, der er overensstemmelse, og hvor der internt bliver sagt eller opfattet noget andet end det, der kommunikeres udadtil.

Hvad vi ikke fastslår, er, hvad en stakeholder rent faktisk mener. Det ved vi ikke, før den stakeholder selv siger det. Denne afspørgning registrerer det, der bliver sagt på tidspunktet for spørgsmålet, ikke det, der foregår i en persons hoved. Skelnen er ikke spidsfindig. Det er grunden til, at vi ikke udtaler os om sentiment, kun om forskellen mellem to målte billeder.

Hvorfor jeres billede afviger fra jeres stakeholderes går ind på mekanismerne bag den forskel: filtrering langs organisationslinjen, timing af information, og det enkle faktum, at den, der står udenfor, har andre incitamenter end den, der står indenfor.

Forskellen er ikke problemet, den er udgangspunktet

At genkende en blind vinkel er ikke et slutpunkt. Det er der, hvor noget begynder. Spørgsmålet, der kommer bagefter, er sværere at besvare end spørgsmålet om, hvordan man genkender vinklen: hvad gør man med et resultat, man ikke er tilfreds med. En målt forskel konfronterer. Den kan vise en forskel, ledelsen ikke havde forventet, eller som er ubehagelig at dele internt i organisationen.

Hvad gør man med et resultat, man ikke er tilfreds med beskriver det næste skridt uden at foreskrive et bestemt udfald. Vi leverer ingen skræddersyet rådgivning og ingen anbefaling om, hvad man skal gøre med det. Hvad vi tilbyder, er struktur: at gøre forskellen synlig, og derefter en måde at følge op på, om løfter, der udspringer af den, også bliver holdt.

Det sidste er det, commitment-trackeren findes til. I praksis koster det ikke-opfyldte, lille løfte mere tillid end den store investering, der ikke bliver gennemført. En organisation, der lover at sende en rapport og ikke gør det, skader tilliden på en anden måde end en organisation, der udskyder en investering. De små ting bliver husket, netop fordi de var små og konkrete. Trackeren følger disse løfter, og signal-rytmen holder øje med, om forskellen mellem det interne billede og det eksterne billede ændrer sig over tid.

Hvad dette redskab er, og hvad det ikke er

Dette er ikke et rådgivningsforløb. Der kommer ingen forbi for at facilitere en session eller formulere en anbefaling. Det er et redskab, der stiller spørgsmål til to grupper, registrerer forskellen mellem svarene, og holder styr på, hvad der sker med de løfter, der følger af det. Hvordan genkender man en blind vinkel, og hvad gør man med forskellen beskriver de to trin sammen: genkendelsen og handlingen, som efterfølgende men separate momenter.

Trust Baseline er under opbygning. Den, der ønsker at arbejde med dette, kan tilmelde sig ventelisten. Der er endnu ikke noget at bestille og intet at tage i brug; hvad der findes, er en klart beskrevet metode og en voksende gruppe organisationer, der vil vide, hvor deres interne billede og deres eksterne billede afviger fra hinanden.

Det tilstødende spørgsmål om jeres egen kapacitet

Hvis man ønsker at kortlægge forskellen mellem internt billede og eksternt signal, kommer man før eller senere til spørgsmålet om, hvad det betyder for den måde, organisationen arbejder på: hvilke opgaver der optager tid, som egentlig burde frigøres til opfølgning på signaler, samtaler med stakeholdere og opfølgning på løfter. FTE TO AI tilbyder til det en arbejdsscan, der for hver opgave beregner, hvilken del af arbejdet AI kan overtage. Det er et andet spørgsmål end Trust Baselines, men et spørgsmål, der følger af samme konstatering: det, man tror sker i sin organisation, og det, der faktisk sker, er ikke automatisk det samme billede.