Uddannelsessektoren har ikke én enkelt interessent. En skole, en institution eller en uddannelsesorganisation har at gøre med bestyrelse, medarbejder- og elevindflydelse, forældre, elever eller studerende, undervisere, tilsynsmyndigheden og nogle gange en kommune eller et ministerium i baggrunden. Ingen af disse parter har magten alene, og alligevel har hver af dem en hukommelse der er længere end den gennemsnitlige bestyrelsesperiode. En forælder der for fem år siden ikke følte sig hørt, husker det stadig når skolen annoncerer noget nyt. En underviser der har set en beslutning fra medarbejderrådet strande, regner med at det går sådan igen næste gang.
Det forhold mellem formel magt og faktisk hukommelse er det der adskiller denne sektor fra et marked hvor en kunde simpelthen går sin vej. I uddannelsessektoren går ingen sin vej. Forældre bliver, undervisere bliver, fællesskabet bliver. Hvad der opbygger sig er ikke omsætningstab men en opsamling af erindringer om hvad der er sagt og ikke er gjort.
Den der arbejder i en skolebestyrelse eller uddannelsesorganisation, har ofte et fast billede af hvor spændingen ligger: for meget regelbyrde, for få midler, en anstrengt relation til tilsynsmyndigheden. Det billede er ikke usandt, men det er heller ikke fuldstændigt. Det siger noget om hvad bestyrelsen oplever, ikke om hvad en forælder, en underviser eller en elev oplever når samme regelbyrde omsættes til en beslutning der påvirker dem.
Trust Baseline stiller disse to billeder side om side: en intern forespørgsel hos ledelsen og en ekstern forespørgsel hos de parter det påvirker. Ikke for at fastslå hvem der har ret, men for at synliggøre forskellen. Den forskel er det første resultat, ikke en dom over hvem der fungerer bedst.
Denne side beskriver med hvem en samtale finder sted, ikke hvad disse parter vil mene om det. Vi måler forskellen mellem hvad ledelsen tror, og hvad der bliver sagt. Vi ved ikke hvad en forælder, en underviser eller en elev mener, før vedkommende selv siger det. Enhver antagelse om dette, uanset hvor velunderbygget, er en antagelse og ikke en måling.
I uddannelsessektoren klages der sjældent over en stor investering der ikke blev gjort. Der bliver husket at en skoleleder havde lovet at komme tilbage til et spørgsmål fra medarbejderrådet, og det aldrig gjorde. Der bliver husket at en underviser fik tilsagn om at en pilot ville blive evalueret, og at den evaluering stille og roligt forsvandt. Det er ikke store begivenheder. Det er små tilsagn der ikke er blevet holdt, og de koster mere tillid end en ambitiøs plan der aldrig blev udført.
Det er grunden til at en commitment-tracker er del af dette redskab. Ikke for at opfinde nye løfter, men for at holde styr på hvilke tilsagn der allerede findes, til hvem, og om de er blevet holdt. En organisation der ikke har det overblik, ved for det meste heller ikke længere præcis hvad der engang blev sagt til hvem.
Forholdet mellem bestyrelse og fællesskab i uddannelsessektoren ændrer sig langsomt, men det ændrer sig. En skole der måler én gang og lader det være ved det, ser et billede af et øjeblik, ikke retningen den bevæger sig i. En signalrytme fastlægger på hvilket tidspunkt der igen spørges hvad der rører sig, så en forskel mellem det interne billede og det eksterne billede ikke først bliver synlig når den allerede er vokset til en konflikt i medarbejderrådet eller et brev fra bekymrede forældre.
Dette er en beskrivelse af et redskab under opbygning. Der kommer ingen rådgiver forbi, ingen rapport med et tal, ingen udtalelse om hvad Deres specifikke organisation bør gøre. Den der vil arbejde med dette, kan tilmelde sig ventelisten. Der udbydes intet der allerede nu er klar til brug, og det fremstilles ikke anderledes her end det er.
Forholdet mellem magt og hukommelse ser forskelligt ud i hver sektor. Den der vil vide hvordan dette forhold fungerer hos en organisation med megen kundekontakt i butikken, kan læse med hvem De skal tale i detailhandlen. Den der har at gøre med tilladelser, kæder og leverandører foruden gæster, finder anknytningspunkter i med hvem De skal tale i restaurationsbranchen. Og den der arbejder i en sektor hvor tekniske systemer og menneskelige forventninger møder hinanden, kan læse videre i med hvem De skal tale i it-sektoren.
Den der har klarhed over med hvem han skal tale, stødet ofte på et opfølgende spørgsmål: hvor meget tid der egentlig er tilbage til at føre disse samtaler ordentligt. I uddannelsessektoren går megen kapacitet til rapportering, redegørelse og administration omkring samme interessenter: tilsynsmyndigheden, fællesskabet, bestyrelsen. Arbejdsscanen fra FTE TO AI beregner pr. opgave hvilken del af dette arbejde der kan overtages af AI, ikke som erstatning for selve samtalen, men som en måde at se hvor der frigøres tid til den samtale der skal forblive personlig.
Vraag maar. Het interessantste antwoord komt meestal van wie u nog niet heeft gesproken.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.