En kommune er ikke en stakeholder som en nærboende eller en finansiør. En kommune har ikke en mening i den almindelige forstand; den har et byråd, en kommunalbestyrelse, en administrativ organisation og en sag der ofte allerede er i gang, før De kommer ind ad døren. Den, der spørger "det offentlige" som én stemme, får et svar som ingen har givet, og som kan være anderledes i morgen.
Det spørgsmål som ledere som regel stiller, er for bredt: står kommunen bag vores projekt. Det er ikke et spørgsmål en organisation kan svare på, for en kommune består af lag der ikke har samme interesse. En rådmand tænker i en valgperiode og en koalitionsaftale. En embedsmand tænker i en sag og en præcedens. Et byråd tænker i hvad der kan forklares til den egen bagland. Hvad De egentlig vil vide, er tre ting: hvilket lag der taler nu, hvad det lag har brug for for at kunne komme videre, og hvad der ændrer sig hvis bestyrelsen skifter. Det sidste bliver ofte glemt, og det er netop dér hvor tilsagn som virker solide i dag, om et år ikke længere er dækket af de samme mennesker.
Forskellen til for eksempel tilsynsmyndigheder er, at en tilsynsmyndighed har et fast mandat der er uafhængigt af valg, mens en kommunalbestyrelse løbende skal genopnå sin egen position. Det gør samtalen med en kommune mere politisk end De måske forventer, også når spørgsmålet i sig selv er fuldstændig teknisk.
En embedsmand der i dag giver Dem et velvilligt signal, taler ikke for kommunalbestyrelsen og bestemt ikke for byrådet. Det er ikke uvillighed; det er den måde en offentlig organisation fungerer på. Den, der ikke anerkender denne forskel, forveksler en administrativ samtale med en politisk aftale og bygger en plan på et tilsagn der aldrig har eksisteret. Det er en anden dynamik end hos interesseorganisationer, hvor repræsentanten som regel godt kan tale for baglandet, selvom det bagland i sig selv er splittet.
Der er endnu en grund til at en kommunes svar lander anderledes end forventet: en lokal myndighed skal stå til ansvar i flere retninger samtidig, mod indbyggere, mod eget byråd, mod højere myndigheder. Et positivt signal til Dem kan internt allerede være del af en afvejning De ikke ser. At spørge hvad en kommune mener om noget, giver derfor sjældent et klart svar; at spørge hvem der beslutter hvad, og på hvilket kriterium, gør.
Når en rådmand giver et tilsagn, et byråd vedtager en beslutning, eller en administrativ organisation nævner en tidsfrist, er det et holdepunkt der kan registreres. Ikke for at fastholde kommunen på noget den aldrig har sagt, men for selv at huske hvad der faktisk er blevet sagt, og hvornår. Netop hos en part med skiftende bestyrelser er den hukommelse værdifuld: det er ikke usædvanligt at en ny kommunalbestyrelse udfylder en tidligere linje anderledes, og så er det nyttigt at vide præcis hvad der dengang blev aftalt, og hvad der ikke blev.
Et lille tilsagn der ikke bliver indfriet, en aftale om at ringe tilbage der udvander, et informationsbrev der aldrig kom, vejer tungere i relationen til en offentlig myndighed end en stor investering der bliver udskudt. Ledere og embedsmænd husker det små lettere end det store, og en kommune der har en fornemmelse af at en tidligere aftale ikke er blevet indfriet, går ind i den næste samtale anderledes end hvis den aftale havde holdt. Det er netop derfor en commitment-tracker gør mere gavn her end en sagsmappe fuld af korrespondance.
Denne indgang måler forskellen mellem hvad Deres organisation tror der sker hos en kommune eller region, og hvad der internt siges om den kontakt. Det er en anden forskel end hvad kommunen selv mener. Vi ved ikke hvad en rådmand eller en embedsmand tænker, før vedkommende selv siger det, og en positiv forventning i Deres eget team er ikke en bekræftelse af et politisk standpunkt. Den, der vil vide med sikkerhed hvordan en offentlig part forholder sig til noget, skal spørge direkte; dette redskab viser hvor Deres billede af det internt afviger.
Det er også her det rammer det bredere redskab. På hvad er en Trust Baseline står hvordan denne afdækning præcist er opbygget, og hvordan den forholder sig til den samtale De måske allerede fører med egne medarbejdere, beskrevet på hvordan De fører en struktureret samtale med medarbejdere. En kommune er én af de parter dette er relevant for; for et fuldstændigt billede hører samtalen med finansiører også til, som ofte følger de samme sager fra en anden interesse.
Redskabet der understøtter dette, er under udvikling. Den, der allerede nu vil arbejde med dette, kan sætte sig på ventelisten; der er endnu intet at bestille, men noget at få skærpet på forhånd.
Hvis kontakten med kommuner og regioner for en stor del består af at holde styr på sager, genlæse korrespondance og rekonstruere hvem der har lovet hvad, er det arbejde der kan opdeles. FTE TO AI's arbejdsscan beregner pr. opgave hvilken del af det AI kan overtage, så de mennesker der fører samtalen, får mere tid til selve samtalen, og mindre til den administrative hukommelse derved.
Vraag maar. Het interessantste antwoord komt meestal van wie u nog niet heeft gesproken.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.